23/10/2025
PETER JEPPESEN ER DØD
Det er med stor sorg, at vi i FDF har modtaget meddelelsen om, at FDFs centerchef, Peter Jeppesen, i går eftermiddags den 22. oktober 2025 er afgået ved døden efter et længere sygdomsforløb.
FDF har mistet en dedikeret og trofast medarbejder, en inspirationskilde, en samlingskraft. Utallige FDFere har mistet en god ven.
Peters rummelige hjerte med den store kærlighed for Sletten og for FDFs arbejde for børn og unge har nu banket for sidste gang. Hans rungende latter har lydt blandt bakker og dale for sidste gang. Hans dybe røst har bedt sin sidste aftenbøn på Sletten.
I FDF møder vi børn og unge med lys – et lys, der bryder ensomhed, oplyser fællesskaber og vækker venskaber til live. Vi møder børn og unge med håb, når verden synes håbløs. Vi møder dem med kærlighed og med troen tro på Gud, der tror på dem.
Alle, der kendte Peter, må I dag finde trøst i kærligheden og troen, når sorgen og urimelighedens afmagt melder sig.
Jesus siger: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Det troede Peter på!
Og Peter var også selv et lys for mange. Eller rettere: Peter var som det store bål på Sletten, det buldrende, bragende bål, der gav varme og satte gnister i fællesskabet. Et bål, man satte sig ved og lyttede til og blev en del af.
Bålet er nu slukket. Gløderne er blevet kolde, og vi finder ikke varmen ved det længere. I stedet må vi finde varmen ved vores minder om Peter. Vi må tænde nye bål i Peters ånd, hvor nye historier skal fortælles, flere sange skal synges og hænder skal foldes i bøn.
Peters allernærmeste har mistet en mand, far og bror. Vores tanker går til dem.
I mange år har Peter gjort en forskel for mange, mange mennesker. Nu lever han videre i de aftryk, han har sat på Sletten, i FDF og i vores hjerter.
Peter Jeppesen er død. Men døden får ikke det sidste ord.
- - -
Praktiske oplysninger om bisættelsen og muligheden for deltagelse kommunikeres eventuelt på et senere tidspunkt i samråd med Peters nærmeste.