31/08/2026
Da jeg sidste weekend deltog i Empireweekenden i Stockholm arrangeret af Gustavs Skål og Empiresälskapet fik jeg overrakt en seddel med et link til en dansebog, der befinder sig i Upsala,
hvor man nu har scannet bogen ind. Tage Aabech har fået linket og det kommer ind på hans side.
Den har tilhørt svenske Johan Carlstrands, der var løjtnant i dansk tjeneste i København, indtil 1788, hvor Danmark kom i krig med Sverige.
Bogen falder i flere dele.
1.del er 124 Dansebeskrivelser på fransk, hvoraf størstedelen er fra Bülow / Jacobsen og dermed nok danse af Pierre Laurent, der kan dateres til 1773 - 1781
Et par af disse danse kender vi allerede i Danske Empire Dansere. Vi danser La Brunswickoise og
Divertissements de la Nouvelle Année, der begge er cotillons trykt 1780 af Jacobsen.
2.del - Dans nr. 128 - 139 er på svensk med tegninger.
Disse danse har jeg ikke fundet andetsteds - endnu....
3.del er Undervisning i Engelsk dansens nødvendigste regler. Denne del sluttes med noder til en menuet for 1. og 2. violin samt melodien til en contradans.
4.del er noderne til dansene 1 - 124 og musikken til 125 - 127 med titel (disse er også Bûlow), noderne til dans nr. 128 -139 for 1. og 2. violin og lidt flere melodier.
Her nævnes bl.a. årstallet 1775.
Det er altid spændende, når nyt materiale dukker op, så det kommer I nok til at høre mere om.