04/12/2023
Kvindelige gamere, Counter-Strike og Twitch: sammen sætter vi fokus på uønsket seksuel opmærksomhed i gaming 🕹️
En af de bedste måder at skabe forandring og dialog på er ved at være på øjenhøjde med dem, det angår. Derfor kunne du mandag finde Center for Digital Pædagogik på Twitch under et engagerende arrangement organiseret af Astralis. Og det blev til rigtig mange gode samtaler, som du kan fordybe dig i ved at klikke igennem optagelsen fra dagen 📽️
Arrangementet var en del af vores "Digital Respekt" projekt, et partnerskab mellem Astralis, Institut for Menneskerettigheder og Center for Digital Pædagogik, der tager kampen op mod sexisme i esporten 🥋
De kvindelige spillere fra Astralis havde hver især inviteret venner og familie med og dannet deres egne hold, der konkurrerede mod hinanden i en venskabsturnering, der var omdrejningspunkt for dagen. Kampene blev live-streamet på Twitch, hvor der løbende var interviews med personer involveret i og omkring projektet 🎤
Ved at følge linket her, kan du blandt andet høre Sofus Bynge snakke om Astralis' arbejde på området, vores egen ekspert i gaming og online fællesskaber Emil Ludvigsen snakke om både gaming og den brede ungekultur, Isabella Ferslev (bedre kendt som Ismo på Astralis' kvindehold) snakke om oplevelser som kvinde i esport, Aya Lee fra Institut for Menneskerettigheder snakke om det juridiske i hadtale og Morten Amby Juul snakke om esportsforeningers rolle i arbejdet med sexisme, og hvad de i Copenhagen Esport håber at få ud af at deltage i projektet som én af 10 fyrtårnsforeninger: https://www.twitch.tv/videos/1988690189 👀