28/08/2026
Det er de fleste bekendt, at Vesterhavsdrengene spiller hver torsdag eftermiddag i Blokhus Golfklub!
Dog, er det de færreste, som ved, hvor tidligt man egentligt skal stå op for at blande sig i topstriden på Hunetorpvej?
Torsdag bød eftermiddagen på hele to runder i 43 point, hvor dagens matchledelse måtte have fintælling og spillehandicap frem for at fastlægge første- og andenplads.
Knud Lerche havde åbenbart haft vækkeuret til at ringe, som den første, og kunne friskt sætte sin tredje sejr i år ind på kontoen, i øvrigt på bare 4 tællende runder.
Der var heller ikke megen syvsover over Martin Kjær, som ligeledes kom rundt i 43 point, men kortvarigt slukøret, og med et højere handicap måtte se sig henvist til en andenplads. Det efter en af sine bedste runder i år, og dagen derpå har klubhuset summet af rygter om 20 meter puts, som resolut blev holet!
Jørn Kaae fortsatte sin fine stime, og kunne med 36 point glæde sig over en velfortjent tredjeplads.
Rosende omtale går til Morten Pilegaard og Peter Høy, og Peter da ikke mindst for endnu engang at have inviteret køteren med i sommerhus.
Det skal retfærdigvis nævnes, at Peter ikke bare er ihærdig, men også fast deltager, som har dystet i alle vores 9 tællende runder i år. Han påtager sig således også en statistisk højere risiko for at få overrakt denne særlige gestus.
Vores maskot var kommet med til højbord på terrassen, og vendte ryggen til den øvrige spilletrup, øjensynligt stresset over at skulle skifte residens endnu engang.
Det hjalp dog lidt på humøret, at Peter Høy fandt en praktikplads i sekretariatet, og den har i dag knurret lidt af en gæstespillere, som var ved at glemme sin pitchfork til runden!
Det forstås, at hunden slippes løs på banen i den kommende uge, med særlig opmærksomhed på, at riverne i bunkers lægges korrekt på plads, og spillere går ud modsat spilleretningen, så kanterne ikke trædes i stykker!
Til matchreferatet hører, at skyhøje scores var det eneste vejrlig denne dag, og alle kom godt rundt med særdeles acceptable præstationer, smil på læberne. Enkelte dog stadig med søvn i øjnene.
Med 9 runder i år er vi også godt og vel halvvejs i turneringen, og vi forventer indenfor nærmeste fremtid at kunne indkalde til afslutningsmatch og re-stiftende generalforsamling i Vesterhavsdrengene.
Endeligt er der bare tilbage at sige tak til Husted og Kjær for dagens kyndige anstrengelser i matchledelsen, samt tillykke til vinderne og dem, som gjorde dem til vindere!
God weekend, og vi ses igen på torsdag til endnu en forrygende match i Vesterhavsdrengene. Det er god golf i godt selskab, og vær velkommen!