30/06/2026
STOLTHEDEN SKAL OP – OG DEN NEGATIVE OMTALE SKAL NED! 🌟
Filatelien i Danmark drives frem af et stærkt netværk af engagerede samlere og lokale klubber. DFF er sat i verden for at støtte og styrke dette fællesskab. Men et landsforbund er kun så stærkt som de kræfter, der bakker op om det. Jo flere klubber og medlemmer vi samler, jo mere kan vi udrette for filatelien i fællesskab.
Vi har på det seneste fulgt med i de mange debattråde her på Facebook. Vi lytter, og vi deltager gerne, når det giver mening. Men det gavner simpelthen ingen at blive ved med at grave i årgamle, afsluttede sager, opfinde intriger eller køre personlige hetz. Det skaber kun dårlig stemning og fjerner fokus fra det, det hele handler om. For os i bestyrelsen handler det om at lære af fortiden, men bruge vores energi på fremtiden.
Hjælp filatelien med positiv omtale. Dette er også en opfordring til klubberne. Alle klubber vil naturligvis gerne have flere medlemmer, men de kommer ikke af sig selv, og negativ omtale får i hvert fald ikke nye samlere til at få lyst til foreningslivet. Hjælp jer selv og os alle sammen ved at tale filatelien og fællesskabet op, hver eneste gang I får chancen.
DIALOGEN SKAL KOMME FØR UDMELDELSEN 🤝
Det gør ondt på os alle, når klubber vælger at melde sig ud af DFF. Men det der bekymrer os mest er, at det ofte sker helt uden forudgående dialog. Når en udmeldelse lander som en komplet overraskelse i vores indbakke, har vi aldrig en ærlig chance for at vende udviklingen.
Ofte viser det sig nemlig, at klubbernes udfordringer bunder i emner, som vi enten allerede arbejder på, eller som vi nemt kunne have løst sammen. Vores dør står altid åben – både for nuværende, udmeldte og helt nye klubber. Vi bærer ikke nag, men vi håber, at I vil række ud og tage snakken med os, før beslutningen bliver endelig.
SOLIDARITET ER VEJEN FREM 🇩🇰
For at vi kan sikre hobbyens fremtid, bliver vi dog nødt til at løfte i flok og overholde DFF's vedtægter. Det gælder også reglen om, at alle klubbens medlemmer skal indberettes til forbundet.
Når vi alle bidrager til den fælles kasse, sikrer vi de bedste og billigste vilkår for alle i sidste ende. Det handler om ren og skær solidaritet – og det fungerer heldigvis fantastisk i mange andre foreninger, hvor man er stolte af at være en del af noget større.
Lad os flytte fokus tilbage på glæden ved frimærkerne, postkortene og posthistorien. Vi glæder os til at se jer alle sammen til et spændende og vigtigt repræsentantskabsmøde til september!