16/10/2026
Storytime pt. 4 - Den 1. gang jeg lærte hvad det betød at være en sikker havn for sine elever.
Som underviser øser vi viden, kærlighed og drømme i vores elever. Når de går på scenen, så håber vi at de lykkes med det vi ved de kan, og har øvet sig på.
Virkeligheden er bare, at nogen gange går det ikke som planlagt. Og der får man virkelig at se, om alt det man har arbejdet på og den viden man har givet dem, er nok.
Jeg har mange gange set elever redde de vildeste situationer på scenen. Hovedtøj der er faldet af, elever der er løbet den forkerte vej. Fald der er blevet til en del af koreografien, eller sket så hurtigt at man tænkte "skete det eller var det noget jeg forestillede mig?"
Uanset hvad, så står jeg og mine dygtige undervisere altid klar med kram og rosende ord til eleverne. De har nemlig lige været på scenen og skabt kunst for øjnene af publikum.
Så ægte og sårbart.
Vi vil altid være stolte af dem. Vi ved nemlig hvad det har krævet af den enkelte danser.