22/05/2024
PI Fodbold - Vesterbro Alliancen (2-5)
Tirsdag d. 22. maj 2024 kl. 18:00
Referent: Casper Kofoed
Startopstillingen:
Espen
Calle Kof- Lenz – Mads Kofoed
Korsby – Iver
Munch
Bænk: Simon Persson, Jose, Mads Thorsen
Træner: Arne (Grønvall)
Mål: Simon Persson & Simon Iversen
Assist: Uvist
Kampens spiller: Var der vidst ingen grund til
Efter den forrige kamps opblomstring og sejr skulle PI’s ældre drenge bygge videre på dette og se, om de kunne tilføje endnu en sejr og dermed starte en sejrsstime. Omstændighederne tydede på, at det burde være muligt, da vi skulle møde rækkens bundhold på en flot solskinsaften i Valby, samt spille sæsonens første kamp på rigtigt græs.
Det skulle dog vise sig at blive en kamp med en række udfordringer. Den første viste sig allerede, inden kampen var begyndt, da vi skulle spille på en bane, ingen var klar over eksisterede. Men efter kyndig vejledning af coach Grønvall fandt vi frem til banerne gemt væk bag Bauhaus fjernlager.
PI startede i deres til tider mest formstærke formation, den klassiske juletræsformation. Der gik dog ikke længe, inden dagens næste udfordringer begyndte at stå i kø. Efter et kvarters spil opstod der noget tilfældigt spil i PI’s forsvar, som desværre førte til et selvmål. Kort efter meldte den næste udfordring sig, da PI’s ældre drenges ubestridte topscorer Thomas Munch måtte udgå med en skade. Om det var en reel skade eller blot levn fra weekendens grisefest, som selv Simon Spies ville have været misundelig over, vides ikke. Med holdets topscorer ude var der langt ned til de næste på topscorerlisten. Coach Grønvall måtte derfor tænke kreativt og satte dagens fyrtårn, Simon Persson, på toppen som en anden Peter Crouch. Der gik heller ikke længe, før denne genistreg førte til en udligning, hvor Persson i en-mod-en med målmanden køligt sendte bolden i mål mod fjerneste stolpe. Et flot mål, som selv må få Torben André til at overveje, om han i sin tid udpegede den forkerte af Persson-brødrene til en af Bornholms største fodboldtalenter.
Optimismen varede desværre kort, da det kort efter igen lykkedes Vesterbro Alliancen at score et noget så sjældent som et hovedstødsmål, som få måske ved, er blandt de sværeste mål at score i 7-mands fodbold.
Bagud med 2-1 brugte PI halvlegen til at se, hvor der skulle forbedres, og konklusionen blev, at alle dele af spillet skulle blive bedre. Der gik heller ikke længe, inden halvlegens peptalk virkede, og PI’s Iver, aka besudleren fra Høruphav, scorede en perle af et mål med et flot spark ude fra kanten af feltet. Nogle siger, det var en yderside, der selv ville gøre Roberto Carlos stolt.
Optimismen holdt desværre kort, da det i kampens døende sidste 10 minutter lykkedes modstanderen at score hele 3 mål (et af dem desværre igen på hovedstød). Om det var fordi PI manglede deres grisefestende topscorer, blot ikke ramte niveauet på dagen, eller fordi vi føler en vis medfølelse for alle hold i rækken, og dermed synes, at Vesterbro Alliancen skulle have sæsonens første sejr, står stadig lidt uvist. PI’s ældre drenge tabte desværre kampen 2-5, men satser på intet andet end sejr i de resterende 2 kampe.
Så kom ud og hep og nyd en dejlig hverdagsaften med PI’s gamle garde.