08/06/2026
Vækkeuret lyder tidligt søndag morgen og mange ville vride sig i ærgrelse og tænke; ikke allerede. Ikke os fra U13, næh nej, for på kalenderen står der TPI mod Assens FC.
Vi har ventet hele weekenden. Vi er spændte, vi er klar, for vi skal til Taarup Paarup og spille fodbold. Vejret er gråt, køreturen lang og vejen til bane 5 virker endeløs lang. Mosten er det ikke alle der kan klare, og vi lider mandefald inden vi overhovedet betræder grønsværen.
Vi starter kampen med blot en udskifter til rådighed og vores venlige værter har ikke tænkt sig at holde tilbage. De skruer bissen på fra start, og de sværmer omkring vores målfelt. For en gangs skyld formår vi at holde stand, og efter de første bombardementer bliver det en mere jævnbyrdig affære. TPI har skuddene fra kanten af feltet, som skulle være glade for at de havde ekstra bolde med. Til jer der ikke har været der, så er hegnet bag målet… ubarmhjertigt. Vi finder pladen på kanterne, og får sendt flere bolde i dybden. Desværre rammer vi ikke helt hinanden på den sidste aflevering, og afslutningerne sider på den forkerte side af træværket.
Vi går til pause med 0-0.
TPI har fået nyt blod på midtbanen, og en træls sygdom kommer og plager os igen: Vi er for langsomme, for passive, til at lukke ned for deres løb. Det resulterer i at TPI hurtigt kommer foran 1-0, da de får for meget plads på kanten af vores målfelt. Vi kommer stadig til chancer, igen fra de dybe bolde til vores kanter, og kampen buldrer frem og tilbage. Det er dog os som må trække det korteste strå, da vi ikke formår at tackle en fremstormende TPI spiller. Han holder fire af vores spillere beskæftigede, som uheldigvis skaber plads til hans makker, som kan sparke bolden sikkert ind fra kort afstand. 2-0
Selvom vi forsat kæmper, må vi da indrømme, at vi på bænken så et nederlag dybt i øjnene endnu engang. Et minut før tid, og vores ene midtbanespiller for presset sig igennem TPI´s pres.
En hurtig 1-2 med vores venstre kant, en halvsløj afslutning og en angriber som misser bolden senere, og bolden triller ind i målet. 2-1.
Bolden bliver sat i gang, og vi erobrer den med det samme. Den bliver båret frem, spillet til vores angriber som dribler sig ind i feltet. Han skyder, og rammer forbi målet. Vi tænker målspark, men dommeren peger på pletten. Skub i ryggen og et straffespark til os. Køligt eksekveret, og pludseligt hedder den 2-2.
Dommeren fløjter af, og på et minut har vi gravet os ud af et stensikkert nederlag, og redder os dermed endnu en uafgjort til samlingen.
Når vækkeuret lyder søndag morgen, og man tænker: ”Hvorfor gør jeg egentligt det her,” så er det derfor. Fodbold. Det fås ikke meget bedre.
/Jonas
