15/08/2026
Aktiv Fritid er en årlig begivenhed arrangeret af Allerød Kommune. Alle foreninger har en lille stand på M D Madsensvej, og Blovstrød Løverne var selvfølgelig med igen i år. Det er simpelthen bare så hyggelig en dag, hvor vi får en god snak med mange, der har glemt at melde sig ind i Blovstrød Løverne, men selvfølgelig indrømmer, at de går rundt og overvejer, om ikke det vil være en god idé at gå eller løbe sammen med andre, for at få dyrket noget mere motion.
Forklaringerne på forglemmelsen mht. at få sig meldt ind i klubben er typisk, at det sikkert går for hurtigt. Her kan vi fortælle, at både walk og løb har et hav af hold, så uanset tempo, så er der et hold til alle. En anden er, at det grundet arbejdet er nødvendigt at træne selv. Så fortæller vi, at der ikke er noget krav om at komme alle ugens syv dage, for at få værdi af et årligt kontingent på kr. 800, og at bare en tur lørdag eller søndag morgen også kan have stor værdi.
Tak fra Helle, Elsa, Vibeke, Henning og Torben for de mange gode snakke. Vi håber at se jer alle i klubben, så I kan prøve at dyrke motion sammen med andre. Hvis vi glemte at sige det, så skal der lyde en advarsel: Det er voldsomt vanedannende 😎