10/04/2020
En lille april update
Det Lugter af Forår aflyses
Grundet forlængelsen af forsamlingsforbuddet, er vi desværre nødt til at aflyse vores forårs arrangement Det Lugter af Forår 5.0. Vi er super trætte af det, men håber selvfølgelig på at kunne stable et arrangement på benene, når vi engang er kommet på den anden side af corona-situationen. Indtil da må vi nyde parken i trit med retningslinjerne.
Ordensregler i parken
Der er kommet rigtig mange nye ansigter ude i parken efter ombygningen og det er virkelig skønt at folk har taget så godt imod ændringerne og hygger sig på cyklen. Desværre oplever vi, at flere børnefamilier også bruger stedet som en legeplads, hvor hop og landinger agerer klatrestativer, og stenene som er lagt over presenningerne og vores træ bliver brugt til at kaste rundt med.
Det er slet ikke sikkert at disse familier følger denne side, men det kunne være fedt, hvis vi kunne hjælpe hinanden med at give budskabet videre til dem som opfører sig sådan ude i parken. Vi er også blevet opmærksom på af hvert fald en børnehave i området har brugt stedet til at ”slippe deres unger løs”, og derfor vil vi også prøve at få sendt en mail ud til institutionerne i området og forklare dem om vores problem. Yderligere skiltning er også på vej.
Stor tak
Jeg vil lige slutte denne april update af med at takke DGI, sport og fritid hos Aarhus kommune og Dan Jord A/S for deres hjælp i forbindelse med hele ombygningsprocessen af parken. DGI har været en super god sparringspartner ift. at søge fonde, generelle tips og tricks med hensyn til driften af parken - og så har de også været inde og støtte projektet økonomisk hvilket har været super fedt.
Sport og fritid har først og fremmest gjort det muligt at vi overhovedet har et areal at bygge hoppene på, men også været super gode og tålmodige ift. alt det bureaukratiske arbejde, og om hele processen angående søgning af fonde.
Dan Jord A/S har i mange år støttet parken ved at stille maskiner til rådighed, og uden dem havde parken haft en helt anden historik rent udviklingsmæssig, så der skal også lyde en stor tak til dem.
Pas på hinanden derude!
Lasse Mørch Jensen - Formand