16/10/2013
Update fra BSS Løb
Løbeklubben har ikke været aktiv siden Aarhus City Halvmarathon tilbage i juni. Derfor giver vi nu lidt lyd fra os igen.
"Winter is coming"
- Modsat tidligere år har vi ikke umiddelbart noget løbeprogram for vinteren. Det skyldes, at vi er lidt ekstra presset grundet praktik- og specialeforløb.
Så hvis der er nogen, der har lyst til at stå for et løbehold/-program eller koordinere et par løbeture, så skriv endelig til os. Vi stiller selvfølgelig siden her til rådighed og opretter gerne events. Ja, og så løber vi helt sikkert med på enkelte ture
Mulighed for at prøve kræfter med lange distancer
- Vi er et par stykker, der henover sommeren har prøvet kræfter med distancer på +30 km og endda kongedistancen. Det har affødt en øget interesse for langdistanceløb eller endurance running, og derfor planlægger vi fremover at løbe min. én lang tur (15-21 km) om ugen i et relativt lavt tempo. Har man på et tidspunkt lyst til at lege med, så giv endelig lyd.
Vi kan også sagtens fra tid til anden smide en rute op på siden med indikationer på, hvor og hvornår vi er forskellige steder på ruten. Så kan man bare koble på, hvor man har lyst. Vi sørger for gode råd og god stemning under hele turen
Del gerne jeres erfaringer med os andre
- Med lange løbeture kommer også et naturligt behov for mere fokus på hydrering og kulhydrater før, under og efter løb. Derfor er vi begyndt at afprøve en lidt forskellige hydreringssystemer og former for energi. Erfaringerne med disse vil vi selvfølgelig gerne dele jer herinde. Det bliver selvsagt ikke den helt store videnskabelige test, men derimod lidt om førstehåndsindtryk, pris vs. kvalitet samt en umiddelbar vurdering af effekten.
I den forbindelse vil vi også opfordre jer til at dele ud af jeres erfaringer. Det kan være alt fra løbegear, deltagelse i diverse løb, energibarer og -geler, interessante websites og konkurrencer, eller noget helt andet, bare så længe det er løbsrelateret.
Vi håber naturligvis, der stadig er gang i løbeskoene rundt omkring, og at vi får lejlighed til snart at løbe en tur sammen igen.
Mvh
BSS Løb