28/07/2025
28 dage, 2856 km
På en og samme tid vågner vi. Vi farer allesammen ud af teltene - der er ingen tid at spilde.
Det er regnen, der, på denne første morgen i Frankrig, har vækket os. Natten igennem har vores telte stået som de plejer, nemlig uden oversejl på. Det er lækkert om aftenen, når det er varmt og vi prøver at falde i søvn, men knap så lækkert denne tidlige morgen, hvor modernatur har valgt at sende regn vores vej. Vi er imidlertid lynhurtige til at give Rosa og Ronja regnjakke på, og ligger snart inde i de nu vandtætte telte, klar til en time mere på øjet. Erik når dog lige at tjekke radaren og opdager, at det lille skyld, der vækkede os, blot var et varselsskud før den rigtige salve. Vi har lige præcis en time før helvede bryder løs og vandet kommer til at vælte ned fra oven.
En hurtig plan bliver lagt. Vi pakker i en fart, så vores ting ikke når at blive plaskvåde, og cykler så hurtigt ind til byen nærved. Her finder vi en café, som endnu ikke har åbent, men som byder oa velkommen alligevel. Nu nyder vi altså bare en kop baristakaffe og en stor skål havregryn, mens uvejret driver over. Men uvejret dukker aldrig op. Vi kan se det derude i horisonten, men vejrudsigten bliver ved med at udskyde dets ankomst, indtil det helt bliver aflyst. Det bliver en sen start på dagens etape, da formiddag er gået med at drikke kaffe og kigge på de sorte truende skyer ude i horisonten.
Efter en 150 km lang eftermiddags-etape ankommer vi hen af aftenen til Montpellier. Her tager vores nye ven og vært, Dorian, i mod os. Han er 26 år og bor alene i en lille lejlighed i hjertet af den idylliske storby. Det varer ikke længe før vi får sat en plade på hans pladespiller, og snart hiver han også en lokalbrygget IPA ud af køleskabet. Det bliver en super hyggelig aften med snak, grin og god mad. Dorian er aspirerende bikepacker, og lytter koncentreret til alle de tips og tricks vi giver ham, mens vi interesseret spørger ind til hans liv som nyuddannet matematiker. Vi går alle sammen glade og tilfredse i seng.
[FORTSÆTTES]