21/07/2026
Kunne min praktik i offentlig administration mon foregå i en svømmeklub?
Det spørgsmål stillede Mikkel os for et halvt år siden.
Mikkel var allerede en del af Aalborg Svømmeklub som instruktør og SwimHost. Selvom en svømmeklub måske ikke umiddelbart ligner den mest oplagte praktikplads for en studerende i offentlig administration, så Mikkel mulighederne og var selv med til at gøre idéen til virkelighed.
Nu har han afsluttet sit praktikforløb, og det blev naturligvis markeret med en blomst og et stort tillykke foran UCN.
I løbet af praktikken har Mikkel fået indblik i den administrative drift, der foregår bag undervisningen, aktiviteterne og hverdagen i klubben. Han har blandt andet arbejdet med medlemshenvendelser, koordinering, vagtplanlægning, kommunikation til medarbejderne og afprøvning af nye arbejdsgange.
Særligt i kontakten med medlemmer og ansatte og i de konkrete, driftsnære opgaver har Mikkel bidraget med engagement, gåpåmod og en stærk tro på, at der nok skulle findes en løsning.
Han har også med sparring og vejledning prøvet kræfter med større udviklingsopgaver og fået erfaring med, hvordan teori, gode idéer og administrative modeller skal omsættes til løsninger, der fungerer i en travl hverdag.
Om forløbet siger Mikkel:
“Det har været en gave at få mulighed for at afprøve teorien i praksis. Jeg har fået indblik i mange forskellige dele af administrationen og haft mulighed for at arbejde med konkrete opgaver, der har betydning for den daglige drift.”
For Aalborg Svømmeklub var det første gang, vi havde en praktikant tilknyttet kontoret. Derfor har det også været et læringsforløb for os som organisation.
Vi har skullet skabe rammer, definere opgaver og tænke praktik ind på en arbejdsplads, hvor dagene ikke altid følger en klassisk 8-16-struktur. Det blev muligt, fordi Mikkel tog initiativet, og fordi både han, klubben og hans vejledere var villige til at få rammerne til at fungere undervejs.
Mikkels praktik viser samtidig noget af det, vi gerne vil være som klub. Et sted, hvor medarbejdere ikke kun kan have et godt fritidsjob, men også kan udvikle sig, afprøve deres faglighed og få erfaring med nye roller.
Praktikken er afsluttet, men Mikkel fortsætter hen over sommeren med udvalgte administrative og driftsmæssige opgaver, inden han i det kommende studieår skal skrive speciale. Hvem ved, måske finder han også her inspiration i foreningslivet?
Stort tillykke med den afsluttede praktik, Mikkel, og tak for dit gåpåmod, din indsats og dit bidrag til klubben.
Er du studerende, medarbejder eller tilknyttet en uddannelsesinstitution, og kan du se muligheder i et praktikforløb, et studieprojekt eller et specialesamarbejde med Aalborg Svømmeklub, hører vi meget gerne fra dig på [email protected]