Der var tale om en lykkelig fusion mellem to klubber med hver sin
historie. Aalborg Fodbold Club (AFC) blev som den ældste stiftet i 1935 af en gruppe unge arbejdsledige bagersvende i byen. De skulle slå tiden ihjel i løbet af dagen og organiserede sig altså i en fodboldforening, der oprindelig hed Bagernes Boldklub. Men da de gæve bagersvende søgte nye udfordringer, ændrede klubben navn til AFC
den 1. Der skulle gå nogle år, før klubben oplevede en større medlemstilgang, men den kom i 50´erne. Da kom der så stor tilgang, at klubben var nødt til at få en ungdomsafdeling op at stå. B. 52 fik en noget anderledes fødsel næsten tyve år efter at Bagernes Boldklub så dagens lys. Det var den unge knægt Kjeld Ranum, der i en alder af blot ti år samlede en flok drenge om sig og dannede en fodboldklub i 1952. Klubben fik i første omgang navn efter den gade, de boede i: Holdbergsgades Boldklub. Det var på dette tidspunkt ikke ualmindeligt med små drengeklubber af denne type - usædvanligt var det derimod, at klubben bestod i det lange løb. Da Kjeld Ranum med sine forældre flyttede til et andet kvarter opløstes den gamle klub, men da Kjeld var i besiddelse af klubbens trøjer og bold førte han den videre, men nu under et nyt navn: B52. Og i det børnerige kvarter kom der for alvor gang i klubbens udvikling med stor medlemsfremgang. Grundet de fine medlemstal begyndte begge klubber at lide under mangel på banekapacitet. Man spillede mange forskellige steder i byen og Aalborgs ny borgmester Marius Andersen foreslog en sammenlægning af de to klubber, så de i fællesskab kunne dele et anlæg og klubhus. Det var ikke umiddelbart en populær idé, men fornuften sejrede til sidst over klubfølelsen og fusionen blev en realitet. "Ny storklub i Aalborg" hed det i overskriften til artiklen om fusionen i Aalborg Stiftstidende. Og det var virkelig en talmæssig storklub, der blev dannet. Det officielle navn for den nye klub var B52 Aalborg Fodbold Club i daglig tale B52 og på klubbens skrivepapir B52/AFC. Nu var den formelle del i stand, det næste blev at få lavet anlægget på Scorbysundvej, som begge klubber havde haft i tankerne igennem længere tid inden fusionen. I 1974 var anlægget på Scorbysundvej klar til indvielse, men det tog tre år, før et nyt klubhus var opført. Medlemmerne måtte i de mellemliggende år tage til takke med skurvogne, som kommunen havde opstillet. Det gav anledning til megen offentlig debat, forargelse og læserbreve. Men i klubben oplevede lederes såvel som medlemmerne, at de kummerlige forhold var med til udbygge sammenholdet i klubben, og mange mindes skurvognene med glæde. Medlemstallet voksede i takt med tilvæksten i kvarteret. I en artikel i Ekstra-Bladet i juni 1976 blev B52 nævnt som Aalborgs største fodboldklub med 800 aktive fodboldspillere fordelt på 50 hold. I hele Jylland var kun AGF og Randers Freja større end B52/AFC og lederproblemer var ukendt i klubben. De unges forældre bakkede flot op bag klubbens arbejde. Selvom klubben i 70´erne havde stor opbakning i lokalområdet, oplevede den alligevel en tilbagegang - både økonomisk og i tilslutningen i ungdomsrækkerne i 80´erne. Således havde klubben et underskud på 600.000 i 1988, da den ny formand Kaj Sørensen trådte til. Han bliver af mange betragtet som klubbens redningsmand, fordi han vendte den udvikling. Ungdomsafdelingen blev genrejst og lokalområdet blev igen mere integreret i klubben med initiativer som fodboldskole, bankospil og Dansk Rock Galla. Økonomien blev med de samme tiltag også vendt, så de næste 25 tyder lyse for B52/AFC.
