Aabenraa Boldklub

Aabenraa Boldklub Sønderjyllands Bedste Alternativ

💙💛 EN KÆMPE TAK TIL VORES LOKALE SPONSORER! 💛💙U7 drengene i AABK har fået støtte af intet mindre end 7 sponsorer. Det be...
10/09/2026

💙💛 EN KÆMPE TAK TIL VORES LOKALE SPONSORER! 💛💙

U7 drengene i AABK har fået støtte af intet mindre end 7 sponsorer. Det betyder, at de nu kan trække i en masse nyt lækkert træningstøj. Og det er ikke kun nyt tøj de har fået, men også følelsen af at høre sammen, at være én enhed og repræsentere en klub!

Det betyder utrolig meget for både drengene, trænerne og klubben, når lokale virksomheder vælger at støtte op om vores børn og fællesskab. ⚽️

En kæmpe tak til:

🙏 EDC Grosbøl
🙏 D.J Fugeteknik
🙏 Ardustore
🙏 eurodan-huse
🙏 Advodan Sønderjylland
🙏 Botex Andreas Carl
🙏 Sydjysk Sparekasse

I er med til at give drengene følelsen af at være ét hold – både på og uden for banen. 💪⚽️

👉 Husk at støtte vores sponsorer – de støtter os!

Så næste gang I skal have hjælp til køb eller salg af bolig, mangler at få fuget vinduerne, skal have nyt elektronik, overvejer at bygge nyt hus, har brug for advokathjælp, skal have skiftet gardinerne eller mangler at få styr på økonomien, så husk at støt de lokale virksomheder, der støtter os!

Lokal opbakning går nemlig begge veje! 💙💛

Tusind tak for jer – og tak fordi I er med til at gøre en forskel for en masse glade fodboldbørn i Aabenraa Boldklub! ⚽️💙💛

09/09/2026

TÆT KAMPPROGRAM FOR KLUBBENS SENIORAFDELING....

Kampene kommer som perler på en snor for AaBK's seniorafdeling for tiden og således har alle 3 seniorhold + U-19 allerede været i kamp denne uge.

JS2 BILLUND IF - AABK 3 - 2 (0-1)

Allerede mandag aften lagde klubbens førstehold fra land med en udebanetur til Billund. Lars Santo og Kim Poulsens drenge skulle forsøge at komme tilbage på sporet efter et ærgerligt hjemmebanenederlag til lokalrivalerne fra FC Sønderborg, og det startede da også planmæssigt for de gule gæster. Efter 7 minutter steg forsvarskrumtap Jonas Berg Moshage til vejrs ved forreste stolpe efter et hjørnespark fra anfører Nicklas Østerlid, og Berg pandede sikkert bolden i mål til en 1-0 føring, der trods tiltagende spilovertag til hjemmeholdet holdt til pausen.

I anden halvleg skruede Billund op for tempo og pres, og 3 gange lykkedes det hjemmeholdet at passere Zacharias Killemose i AaBK målet. En flot ovetidsreducering til 3-2 af Sune Ritter Jessen efter ekvilibristisk forarbejde af Pelle Jakobsen fik kun kosmetisk værdi, og drengene måtte rejse hjem fra Billund uden point. Holdet spiller igen søndag den 13.9. klokken 13.00 hvor KLG kigger forbi Aabenraa Stadion.

SERIE 4 AABK - ENSTED IF 2 - 0 (2-0)

Mandag aften bød også på lokalopgør da klubbens tredjehold hjemme på kunstgræsbanen i Aabenraa tog imod naboerne fra Ensted IF. Der har været langt mellem snapsene for Kim Paulsen Becks tropper i turneringens første 5 kampe, og før mandagens kamp stod der derfor et stort rundt 0 på pointtavlen ud for AaBK. Det gjorde der nu også ud for gæsterne fra Ensted, og det blev heldigvis hjemmeholdet, der kunne beholde alle 3 point i Aabenraa efter 2 tidlige scoringer fra Emina Williams. Dermed fik drengene endelig hul på bylden og forhåbentlig var det kun starten på en stime af sejre...

Holdet spiller ligesom førsteholdet igen hjemme søndag den 13.9. klokken 15.00, hvor FCH 6100 gæster Aabenraa Stadion.

SERIE 3 RØDEKRO IF - AABK 2 - 11 (1-7)

Tirsdag aften var det så klubbens andethold i Serie 3, der skulle i ilden da Rødekro IF bød indenfor til et udsat opgør i 7. runde af efterårets turnering. Waldemar Stachowiak og Steffan DEF Hinrichsens drenge er inde i en spillemæssig og pointmæssig flot stime, og tirsdag aften blev ingen undtagelse. I en yderst regnvåd affære var de gule gæster bedst fra første til sidste minut og Rødekrospillerne var i langt størstedelen af kampen henvist til statistroller i AaBKernes fine boldomgang. På en dag, hvor skarpheden blandt angriberne tilmed var i top blev det derfor til en flot 2-ciftret sejr, grundlagt allerede efter 5 minutter af en storspillende Alan Khalaf. Derfra så holdet sig ikke tilbage og målene fordelte sig med 4 stks hver til både Mads Petersen og Jesper Kallsen, 2 scoringer af Alan Khalaf samt et enkelt mål af Hamid Mahmoud.

Holdet indtager derfor nu førstepladsen i rækken her hvor næsten alle hold har mødt hinanden første gang, skarpt forfulgt af Sønderborg Boldklub og Bov IF, der har samlet et point færre end AaBK. Holdet spiller allerede igen fredag den 11.9. klokken 19.00 hvor Bylderup kigger forbi Aabenraa.

POKALTURNERINGEN U-19 AABK - KOLDING B. 6 - 0

Klubbens U-19 hold spillede ligeledes tirsdag aften, denne gang i pokalturneringen, hvor Kolding Boldklub gæstede Aabenraa. Efter nogle svingende præstationer i en ultratæt Liga 2 var det et yderst tændt mandskab Thomas Christensen kunne sende i ilden tirsdag aften. 6-0 lød sejrscifrene på, og holdet er derfor videre til næste runde i årets pokalturnering. 3 mål af Jonas Jensen, 2 af Mathias Hansen og et enkelt mål af Mads Kilde Jensen blev det til tirsdag aften. Hvem modstanderen bliver i næste runde er endnu ikke fastlagt.

VIVA VIVA AABK 💛⚽️💙

📌Nyhed: Opdateret Aabenraa Boldklub webshop Kære medlem,Der har været utallige forespørgsler de seneste år fra forældre ...
08/09/2026

📌Nyhed: Opdateret Aabenraa Boldklub webshop

Kære medlem,
Der har været utallige forespørgsler de seneste år fra forældre , medlemmer og trænere om vi i Aabenraa Boldklub kunne få en medlemsshop ,
hvor klubkollektionen samt merchandise kunne købes.

Vi har gode nyheder til dig!

Vores klubshop er nu opdateret på vores nye platform i samarbejde med SPORT24
Hvad betyder det for dig som medlem?
• Unik klubkollektion: Shop alt jeres opdateret klubsortiment med logo, navn og nummer – nemt og hurtigt!
• Optjen bonus: Som Klub SPORT 24-medlem optjener du bonuspoint på alle dine køb i klubshoppen og SPORT 24’s øvrige sortiment. Læs mere om bonuspoint her.
Sådan gør du:
1. Besøg klubshoppen: https://www.sport24.dk/organization/aabenraa-boldklub-medlem/

2. Opret dig som Klub SPORT 24-medlem – eller log ind, hvis du allerede er medlem. Læs mere om klub SPORT 24 her.
3. Bestil dine varer, og husk at angive dit mobilnummer eller e-mail for at optjene bonuspoint.
Vi håber, at denne løsning gør det endnu lettere og sjovere at handle klubtøj – og at du får glæde af alle fordelene som medlem!
Gratis drikkedunk- som opstart i hele september måned, så har vi lagt en drikkedunk i alle træningspakkerne gratis


Med sportslig hilsen
Aabenraa Boldklub og SPORT 24 TEAM B2B

Del gerne denne nyhed med dine holdkammerater!

Der er ingen resultater til din søgning. Tjek for stavefejl, prøv at fjerne nogle ord eller foretag en bredere søgning.

08/09/2026

📌 Kampreferat +40 AaBK vs Tønder

"Gul sol" over Tøndermarsken

Der var lagt op til endnu et topopgør, da Aabk's veteraner måtte en tur til Tønder på en vejrmæssigt flot sensommer-aften i Tønder.

Aabk skulle forsøge at komme sig over point-tabet forrige mandags 1-1 kamp mod Haderslev.

Og det blev en mindeværdig aften for de 2 tilskuere (hvor den ene gik efter 10 minutter) der havde taget den lange vej til Tønder...

Aabk var pisket til sejr, hvis de ville forblive i toppen...

INDLEDNINGEN:

Det blev en hæsblæsende start fra Aabk's side, som i de første 10 minutter lagde et tungt pres på de noget passive Tønder-spillere. Aabk's store kreatør Sune Røper, var den helt store oplevelse i kampens indledning hvor han med 2 assist sørgede for, at først Nicolai Højgaard Bertelsen og derefter Jens Davidsen Vinther kunne gøre det til henholdsvis 1-0 og 2-0. Det lignede en kamp som Aabk nemt ville trække sig sejrrigt ud af, og der var også optræk til flere chancer for at score yderligere.

TØNDERS GENIALITET?

Men som så ofte set før i denne sæson, så kniber det med at få lukket kampene når muligheden byder sig, og mandagens kamp var ingen undtagelse.

Om det var Tønders geniale formation eller om det var Aabk der sløsede, er man stadig ved at analysere på i ledergangene i Aabenraa Boldklub. Efter ca. 15 minutters spil var det nemlig Tønder der fik lagt et godt pres på Aabk's forsvar med det der lignede en 3-3-0 formation, og som Aabk's forsvar havde svært ved at gennemskue.

Flere gange fik Tønder spillet sig i overtalssituationer på fløjene og Søren Rasmussen Langelund måtte hive flere store redninger frem.

Der var dog ikke så meget at stille op, da Tønders bedste spiller kanonerede bolden i mål efter ca. 20 minutters spil.

2-1 til Aabk ved pausen.

KYNISMEN:

2 halvleg begyndte nervøst for Aabk, der havde svært ved at finde rytmen, og efter ca. 5 minutter fik Tønder udlignet på et flot langskud der gik ind via stolpen.

Nu var det Tønder her, der og alle vejne, og det var også tæt på i flere omgange at Tønder kunne bringe sig foran.

Stille og roligt fik Aabk arbejdet sig ind i kampen, og efter ca. 12 minutters spil i anden halvleg fik den evigt kæmpende Kristian Tholstrup Hermansen sparket bolden flot i mål fra kanten af feltet. Og 2 minutter senere bankede Michael Stenderup-Jørgensen bolden i mål til 4-2 i noget der vækkede minder om John Faxe Jensens mål mod Tyskland til EM92.

Endelig fik Aabk vist noget kynisme, og kort tid efter gjorde Jens og Michael Heldt det til henholdsvis 5 og 6-2, som også blev kampens resultat.

Aabk ligger i skrivende stund på 2. Pladsen.

SUPERSTJERNENS FRAVÆR:

Aabk var uden holdets helt store stjerne Mads Bork-Rasmussen som havde valgt at give sig selv karantæne efter hans gule kort i den forrige kamp.

Flere rygter har været i omløb om at Mads var blevet tilbudt en gylden kontrakt fra Aabk's evige rivaler fra Hjortkjær.

Men Transfer-vinduet er nu lukket og Mads Bork er stadig Aabk-spiller.

Til dette udtaler Chef-træner Michael Stenderup Jørgensen: "Hjortkjær har slet ikke økonomi til at betale den frikøbsklausul der skal til for at købe Mads fri. Mads Bork har kontrakt med Aabk indtil sommeren 2048 og dermed basta!"

Næste kamp er på mandag den 14 september hjemme mod Moltrup, og her må holdet undvære den løbestærke Nicolai Bertelsen...

MANDAGSKAMP I BILLUND...AaBK's førstehold tager mandag aften turen til Billund og skal forsøge at vaske det skuffende ne...
07/09/2026

MANDAGSKAMP I BILLUND...

AaBK's førstehold tager mandag aften turen til Billund og skal forsøge at vaske det skuffende nederlag i lokalbraget mod FC Sønderborg væk. En glimrende første halvleg blev afløst af en utilfredsstillende anden, og mandag aften skal holdet gerne kunne sætte en hel godkendt kamp sammen, hvis det skal lykkes at hive de 3 point med hjem til Aabenraa.

Mandagens værter var i foråret et mulehår fra at sikre sig en playoffkamp om oprykning til JS1, men i sidste runde spillede Billund IF og Gauerslund hinanden ud af ligningen, da den indbyrdes kamp endte 1-1, og begge hold dermed blev overhalet af FC Horsens, der som bekendt endte med at rykke op via en playoffkamp mod AaBK.

Efterårets JS2 række er uhyre tæt. BV Oksbøl har skilt sig ud i toppen, mens ikke mange point adskiller de øvrige 7 hold i rækken, her hvor de fleste hold har mødt hinanden 1 gang. AaBK har som eneste hold i rækken kun spillet 5 kampe, hvor den samlede pointhøst udgør 7 point. Der er derfor vitale point at spille om mandag aften, hvis Lars Santo og Kim Poulsens drenge vil hægte sig på i den sjove ende af tabellen.

Følgende 14 spillere sætter sig i bussen mandag eftermiddag:

3. Pelle Jakobsen
4. Simon Thaysen Nissen
6. Nicklas Østerlid
7. William Beck
8. Jakob Birkemose Nielsen
10. Mathias Andreassen
11. Simon Jacobsen Vinther
15. Nicklas Bergmann Schmidt
17. Jakob Lagoni Thorsen
18. Kevin Frederiksen
20. Jonas Berg Moshage
22. Andreas Wede Holm
24. Zacharias Killemose
25. Sune Ritter Jessen

Cheftræner: Lars Santo
Ass.Træner: Kim Poulsen
Målmandstræner: Morten Welle
Holdleder: Casper Rohden
Holdleder: Mathias Petersen
Holdleder: Harry Petersen
Holdleder: Morten Kalmar

Vi håber at mange vil tage turen med til Billund og hjælpe drengene frem til sejr...

🏆 JS2, 6. Runde
🤝 Billund IF - AaBK
🏟️ HT Transport Arena Billund
📆 7.9.2026
⏰ 19.00

Klubbens andethold i serie 3 spillede søndag eftermiddag holdets 6. kamp i efterårets turnering, og uden at spille nogen prangende kamp blev det for 3. gang i streg til fuld gevinst for Waldemar Stachowiak og Steffan DEF Hinrichsens tropper. For anden gang i træk lykkedes det sågar at holde målet rent, godt hjulpet på vej af en fremragende straffesparksredning af keeper Bo Kjær Nielsen, og sejrscifrene lød efter 90+ minutter på overbevisende 6-0 efter en 2-0 føring ved pausen. Holdet går derfor selvtillidsfyldt ind til næste kamp allerede tirsdag eftermiddag, hvor endnu et spændende lokalopgør venter i Rødekro. Kampstart 18.30.

KAMPFAKTA AABK - HØRUP/NOTMARK:
MÅL:
1-0 Mads Petersen (19)
2-0 Alan Khalaf (25)
3-0 Mads Petersen (51)
4-0 Jesper Kallsen (63)
5-0 Jesper Kallsen (70)
6-0 Jesper Kallsen (90)

ADVARSLER:
INGEN

VIVA VIVA AABK 💛⚽️💙

06/09/2026
KYNISME OG KVALITET TIL FORSKEL..JS2 AABK - FC SØNDERBORG  0 - 2  (0-0)Det blev en kamp med 2 meget forskellige ansigter...
02/09/2026

KYNISME OG KVALITET TIL FORSKEL..

JS2 AABK - FC SØNDERBORG 0 - 2 (0-0)

Det blev en kamp med 2 meget forskellige ansigter tirsdag aften, da FC Sønderborg gæstede Aabenraa og til sidst kunne stikke afsted med fuld gevinst og 3 point... Holdene havde en halvleg hver, og det var måske nok med en overvægt i chancer til hjemmeholdet. Til gengæld var det gæsterne, der viste størst kvalitet og kynisme når chancerne bød sig, og det afgjorde reelt kampen.

AaBK kom stærkt ud til kampen og havde inden for det første kvarter 2 trippelchancer for at bringe sig foran, men i det første tilfælde agerede FC Sønderborg keeperen sprællemand på stregen og tog godt fra, og siden var det simpel manglende kvalitet foran den røde mur af FC Sønderborg spillere i feltet, der forhindrede en AaBK føring. Jakob Lagoni fik foræret en åben mulighed for scoring, da FC Sønderborg keeperen spillede bolden ud i fødderne på ham på kanten af feltet, men igen var heroisk forsvarsspil og en tøvende afslutning afgørende for at stillingen forblev uændret. Mod slutningen af halvlegen fik FC Sønderborg lidt luft og kom ud af den skyttegrav de havde gemt sig i, men bortset fra Ali Bajoumis missil sendt afsted mod trekantsammenføjningen var det så som så med afslutninger fra gæsterne. Zacharias Killemose var på plads i målet og pillede Ali's fine afslutning sikkert ned. Holdene gik til pause med 0-0.

Straks fra anden halvlegs start havde Jakob Lagoni igen chancen for at bringe AaBK foran. Et uafstemt FC Sønderborg forsvar åbnede en motorvej for den unge offensivspiller, der fik en helt åben afslutningsmulighed, men desværre for hjemmeholdet fløj bolden akkurat forbi fjerneste stolpe...

Herefter skiftede kampen karakter... FC Sønderborg spillerne sad nu på kampen med stor fysik og en vilje til at vinde alle nærkampe, mens AaBK for ofte var for langt fra i tanke og handling. Og da chancen bød sig, viste gæsterne præcis den kvalitet i afslutningerne som AaBK havde manglet. 2 gange inden for 10 minutter midtvejs i anden halvleg slog gæsterne til med stor kynisme. Først hamrede Ardit Murati et dykkende langskud afsted fra godt og vel 25 meters afstand, og Zacharias Killemose var prisgivet i AaBK målet. Og 8 minutter senere var det selvsamme Ardit Murati, der omsatte en frisparkskombination foran AaBK feltet til ny scoring og en pludselig 2-0 føring til gæsterne...

Scoringen syntes at tage brodden af værterne. Sønderborg spillerne trak sig kløgtigt tilbage i et forsvar af føringen og der blev skruet yderligere op for viljen i duellerne, som gæsterne vandt de fleste af. William Beck havde en stor chance for reducering da han fik en friløber fra banens midte, men igen viste Sønderborg keeperen stor klasse og fik reddet bolden til hjørnespark med det yderste af tåneglene. Et enkelt listigt hovedstødsforsøg fra Jakob Birkemose efter hjørnespark samt et frisparksforsøg fra anfører Nicklas Østerlid var de største chancer for yderligere reducering og efter 4 minutters tillægstid kunne FC Sønderborg derfor række armene i vejret og glæde sig over 3 point. FC Sønderborg havde mest kvalitet og kynisme, da tingene spidsede til og AaBK lejren var ærgerlige over, at en godkendt første halvleg, med tilpas mange chancer til at vinde kampen ikke blev udnyttet og konverteret til scoringer.

AaBK siger tak for kampen og tillykke med sejren til FC Sønderborg. Stor tak til kampens glimrende dommertrio, der lod spillerne fra begge hold gå til stålet og sidst men ikke mindst den allerstørste tak til det store publikum, der trodsede regnen og skabte en herlig ramme om kampen.

Allerede i aften står de 2 klubber igen overfor hinanden. Denne gang i U-19 regi, hvor Aabenraa kunstgræsbane lægger underlag til en kamp i liga 2. AaBK-drengene jagter den første sejr, mens FC Sønderborg står noteret for 6 point for 2 kampe, så det gule hjemmehold får brug for al den hjælp fra sidelinjen de kan få. Kampstart klokken 18.45.

VIVA VIVA AABK 💛⚽️💙

KAMPFAKTA:
MÅL:
0 - 1 Ardit Murati (58)
0 - 2 Ardit Murati (65)

ADVARSLER:
INGEN

LOKALOPGØR PÅ KUNSTGRÆSBANEN TIRSDAG AFTEN..JS2, 5. RUNDE  AABK - FC SØNDERBORGDer er fuld spillerunde i mange jyske ræk...
01/09/2026

LOKALOPGØR PÅ KUNSTGRÆSBANEN TIRSDAG AFTEN..

JS2, 5. RUNDE AABK - FC SØNDERBORG

Der er fuld spillerunde i mange jyske rækker denne tirsdag aften og således også i JS2, hvor AaBK's bedste herreseniorhold har til huse. Tirsdag aften bliver 5. gang holdet skal i aktion i efterårets turnering og sikken lækkerbidsken, der venter spillere, ledere og publikum. Der er nemlig dømt vaskeægte lokalopgør, når JS2-naboerne fra FC Sønderborg gæster kunstgræsbanen i Aabenraa til en dyst om langt mere end 3 point. Holdene plejer at give hinanden en herrefight og kampene er sædvanligvis yderst tætte. Efteråret 2025 var sidste gang holdene lå i pulje sammen dengang i JS1. Her stak FC Sønderborg af med en 1-0 sejr på Aabenraa Stadion på en overtidsscoring af Kasper Jørgensen, men hævnen var sød for i det omvendte opgør lykkedes det AaBK at tage fra Egen med en sejr på de samme cifre efter en sen scoring fra Jacob Rahbaek. Et mål og en sejr, der dengang var vital for at det modsat FC Sønderborg dengang lykkedes AaBK at bevare status som JS1-hold. Nu er begge hold at finde i rækken under, og ingen af de 2 målscorere fra dengang er længere at finde i de 2 klubber, men derfor skulle der nu alligevel nok være garanti for både drama, syngende tacklinger og flotte scoringer, når kampen fløjtes i gang klokken 18.30.

Mens AaBK har haft en ganske godkendt start på turneringen og pt indtager rækkens 3. plads med 7 point i 4 kampe, har dagens gæster bøvlet lidt mere med tingene. 5 kampe har kastet 4 point af sig, og FC Sønderborg er derfor inden aftenens opgør at finde på en af rækkens 2 nedrykningspladser i en meget tæt JS2. Senest måtte man hjemme i Sønderborg se Billund stikke afsted med alle 3 point efter et 1-3 nederlag.

1-3 var også resultatet af AaBK's seneste kamp, men det var i AaBK's favør, da rækkens tophold, oprykkerne fra BV Oksbøl på fornem vis blev besejret i egen hule. Det er altså et hold sprængfyldt med selvtillid og med målnæsen godt pudset, der tirsdag vil forsøge at bygge videre på de fine præstationer holdet har sat sammen i efterårets kampe.

De indbyrdes kampe har deres eget liv, uagtet holdenes placeringer i turneringen, og vi forventer en meget tæt kamp, hvor begge hold vil gå benhårdt efter sejren. FC Sønderborgs trup tæller de tidligere AaBK-spillere Mathias Ebbesen, Alen Ajhorn og Ali Bajoumi, og vi håber igen at kunne byde varmt velkommen til de tidligere AaBK-drenge sammen med de øvrige FC Sønderborg spillere, ledere og fans.

Til aftenens opgør stiller AaBK med følgende 14 kampklare spillere:

3. Pelle Jakobsen
4. Simon Thaysen Nissen
6. Nicklas Østerlid
7. William Beck
8. Jakob Birkemose Nielsen
10. Mathias Andreassen
11. Simon Jacobsen Vinther
15. Nicklas Bergmann Schmidt
16. Mads Ge**er Pedersen
17. Jakob Lagoni Thorsen
20. Jonas Berg Moshage
22. Andreas Wede Holm
24. Zacharias Killemose
25. Sune Ritter Jessen

Cheftræner: Lars Santo
Ass.Træner: Kim Poulsen
Målmandstræner: Morten Welle
Holdleder: Mathias Petersen
Holdleder: Casper Rohden
Holdleder: Harry Petersen
Holdleder: Morten Kalmar

Bemærk venligst at kampen spilles på KUNSTGRÆSBANEN, og der vil derfor til aftenens kamp desværre IKKE være salg af mad og drikkevarer. Vi henviser i øvrigt til at publikum i overvejende grad tager plads på langsiden modsat udskiftningsboksene og under kampen under ingen omstændigheder tager ophold mellem de 2 holds bokse.

AaBK glæder sig til at byde velkommen til FC Sønderborg, dagens dommertrio og et forhåbentligt stort publikum, der vil skabe den rette stemning om kampen...

VIVA VIVA AABK 💛⚽️💙

🏆 JS2, 5. Runde
🤝 AaBK - FC Sønderborg
🏟️ Aabenraa Kunstgræsbane
📆 1.9.2026
⏰ 18.30

01/09/2026

+40 Veteran Fodbold AABK vs HFK

“Vanvidsdrama på Gl. Lysbane-park mandag aften”

De 4 tilskuere der dukkede op til anden halvleg i kampen mellem Aabk og Haderslev fik fuld valuta for pengene, da det endte med pointdeling i kamp hvor Aabk nok vil ærgre sig mest. Kampen endte 1-1.

Krise I Aabk??

Der har siden chok-nederlaget til Høje Kolstrup på hjemmebane i foråret været både spillemæssigt men og point-mæssigt krise for det tidligere tophold, der har svært ved at score de afgørende mål. Dog var kampen i går muligvis et vendepunkt, da man i stort set hele kampen spiller bolden fornuftigt rundt, og tilspiller sig en del chancer. Og det ville ikke have været ufortjent hvis det havde stået 3-0 ved pausen.

Aabk kunne muligvis godt have brugt det elskede venstreben fra Rasmus Bay Gansler.

Kollapset:

Men nej - Aabk måtte nøjes med en 1-0 føring på et flot mål af Mads Bork.

Anden halvleg startede godt og der var optræk til flere mål til Aabk, men flere store afbrændere (har fået navneforbud) betød at Haderslev stadig lurede på en udligning via omstilling.

Og det var også tæt på i et par omgange, men Aabk's målmand Søren Langelund hev nogle gode redninger frem.

Ca. 8 minutter før tid går det galt. Er gult kort til Jens (Gravesen) for en tackling, betød 5 minutter i straffeboksen, og Haderslev var nu en mand i overtal, hvilket betød at de fik lagt et godt tryk på et noget nervøst Aabk-forsvar.

Det gav dog nogle omstillings muligheder til Aabk, og her var Mads Bork måske lidt for ivrig da han, efter at dommeren har fløjet frispark, skubber en modstander i ryggen og skyder bolden i mål.

Det blev takseret til gult kort, og så var Aabk pludselig 2 mand i undertal. Haderslev udnyttede hurtigt situationen og fik udlignet.

De sidste 3 minutter blev nærmest spil til et mål. Og på mirakuløs vis, så lykkedes det Haderslev at sparke bolden ved siden af mål fra en meters afstand. Dog godt presset af forsvars-general Michael Heldt.

3. Halvleg:

Der var tydelige frustrationer fra Aabk efter kampen, og skuffelsen var til at få øje på, mens spillerne gik ned mod omklædningsrummet...

Heldigvis trådte Nicolai til med lækre kolde flaskeøl, og stemningen blev hurtigt vendt til noget positivt...

For der var rigtig mange positive ting at tage med videre til næste kamp som allerede er nu på mandag...

Og husk:

Det er bare fodbold⚽😄
Der er desværre ingen billeder fra opgøret
💛💙

AABK TAGER 3 POINT MED HJEM FRA KLIPLEV...Serie 3, 5. Runde Lundtoft IF - AaBK  0 - 3  (0-2)AaBK's andethold i serie 3 v...
29/08/2026

AABK TAGER 3 POINT MED HJEM FRA KLIPLEV...

Serie 3, 5. Runde Lundtoft IF - AaBK 0 - 3 (0-2)

AaBK's andethold i serie 3 ville ikke stå tilbage for førsteholdet i JS2, og tog lørdag en stensikker og meget kontrolleret sejr i Kliplev, da Lundtoft IF bød op til lokalopgør i en blæsende og til tider regnfuld kulisse.

Chancerne til udeholdet var mange, men træfsikkerheden lod en hel del tilbage at ønske. Lundtoft stod lavt og afventende og satsede på kontragivende AaBK fejl på den knoldede og udfordrende bane, men AaBK drengene kæmpede bravt og værterne var yderst sjældne gæster på AaBK's banehalvdel.

At liste alle de store AaBK tilbud op giver ikke megen mening, men efter 19 minutter var der fuld valuta for pengene og resultattavlen skiftede for første gang. Og præcis som i tirsdagens kamp mod Egernsund, skulle der et hjørnespark til at bryde dødvandet. Oliver Christensen servede flot og Mads Petersen steg til vejrs og headede bolden sikkert i kassen.

Spilovertaget til AaBK var markant og chancerne mildt sagt mangfoldige, men vi skulle helt frem til det 41. minut før der igen kom en ændring på måltavlen. Igen var det de samme 2 arkitekter, som stod bag 1-0 målet, der var på spil. Jesper Kallsen trak på tværs af banen og spillede Oliver Christensen fri i dybden. Han blev fældet på det absolut yderste af kanten af straffesparksfeltet, og mange AaBK'ere havde nok ventet at dommeren ville pege på pletten. Men når man har en spiller med en sparketeknik som Mads P. kan et frispark sagtens være lige så godt som et straffespark. Bang, sagde det, og så lå bolden utageligt sparket fladt ind i målet forbi både mur, venner, fjender og målmand. Vi gik overordnet tilfredse til pause med en 2-0 føring.

Kampbilledet forblev det samme efter pausen, også selvom den kraftige vind nu var imod os. Overvægten i spil var stor og chancerne det samme, men ind ville bolden ikke. Den sidste kvalitet særligt i afslutningerne manglede ofte. Måske lurede Lundtoft på et sent comeback, men i realiteten havde keeper Bo Kjær Nielsen ikke en eneste redningsaktion denne lørdag, og mon ikke holdleder Casper Rohden kunne spare at smide Bo's tøj i vaskemaskinen.

10 minutter før sidste fløjt lykkedes det så at lukke kampen med scoringen til 3-0. Mads P. modtog et indkast fra Alan Khalaf og satte indskiftede Asmus Kastrup i scene på venstrekanten. Asmus slog et skarpt indlæg ind i feltet, hvor Jesper Kallsen var søgt ind og han kunne med et enkelt simpelt touch sende bolden de sidste centimeter over stregen.

Dermed blev det en perfekt weekend for både 1. og 2. holdet med fuld pointhøst, og begge hold lægger sig nu lunt i svinget i den sjove ende af tabellen. AaBK siger stor tak for kampen og dejligt værtsskab til Lundtoft IF. Tak for kampen til den myndige og dygtige dommer, der lod begge hold gå til makronerne uden at svinge om sig med advarsler, og sidst men ikke mindst en stor tak til de mange AaBK'ere, der havde taget turen med til lokalopgøret i Kliplev.

Næste kamp for andetholdet er søndag den 6.8. hvor Hørup/Notmark gæster Aabenraa. Kampstart klokken 14.00

VIVA VIVA AABK 💛⚽️💙

KAMPFAKTA:
MÅL:
0-1 Mads Petersen (19)
0-2 Mads Petersen (42)
0-3 Jesper Kallsen (80)

ADVARSLER:
INGEN

Adresse

Vestvejen 25
Aabenraa
6200

Telefon

+4553381589

Internet side

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Aabenraa Boldklub sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Virksomheden

Send en besked til Aabenraa Boldklub:

Genveje

Del