28/05/2026
John Rasmussen er død 83 år gammel
John Rasmussen, tidligere næstformand og træner i Brydeklubben Thrott samt tidligere næstformand og landstræner i Dansk Atlet Union (i dag Danmarks Brydeforbund) er gået bort.
Det er med sorg vi idag har modtaget meddelelsen om at John Rasmussen er bortgået natten til anden pinsedag.
John var æresmedlem i Brydeklubben Thrott og er en af de personer som har sat det største aftryk, ikke blot på Thrott, men også på dansk brydning. John fik ret hurtigt smag for trænergerningen. Han var på det første hold som gennemførte
Dansk Atlet Unions træneruddannelse og en del år medvirkede han til uddannelsen af adskillige danske trænere på idrætshøjskolen i Vejle. Som drengetræner var han hovedmanden bag Throtts to uofficielle danske mesterskaber for drengehold i 1967 og 1968 og bronzemedaljen ved de første officielle dm drengehold i 1969
Det var en del af bryderne fra disse hold der, efter Thrott i 1978 havde “måttet nøjes” med fire andenpladser ved DM, overtalte ham til at overtage seniortræningen. John stillede store krav til sig selv og til andre og med sin skarpe sans for teknik og taktik
samt en fantastisk evne til at motivere skabte han store resultater for Thrott.
Kulminationen på denne periode var, da Thrott i 1980 i Skovlunde vandt fire danske seniormesterskaber.
De resultater Thrott opnåede i den periode var en medvirkende årsag til, at Thrott efter mange år med træning i et lille kælderlokale i 1980 endelig fik tidssvarende faciliteter i
Åbyhallen. Det var selvfølgelig også John som var primus motor i den forbindelse.
Som han så rammende argumenterede overfor kommunen “...man lader jo heller ikke AGF´ s fodboldhold træne på en håndboldbane “
I en periode derefter var John med i Dansk Atlet Unions bestyrelse, en del af tiden som næstformand ligesom han i en stor del af slt 80& #39;erne var dansk landstræner.
Vi er mange fra den tid, som stadig har tilknytning til Thrott, som med stor taknemlighed tænker tilbage på den indflydelse, John har haft på Thrott og på os.
Vore tanker går til hans hustru Inge samt børn, svigerbørn og børnebørn.
Johns begravelse finder sted tirsdag den 2. juni kl. 11 fra Åbyhøj Kirke.
Æret være John Rasmussens minde
På vegne af Brydeklubben Thrott
/Morten Hansen
** Foto: John Rasmussen i midten, flankeret af 2 af 4 DM-vindere i 1980, Lars Nielsen og Bjarne Toft.