14/06/2019
1/2 Ironman Debut ved Challenge Herning 2019 – af Thomas Kjærlund Duch
Race morning:
Vækkeuret ringede kl. 07.00, jeg vil ikke sige at jeg ligefrem sprang ud af sengen... Men op kom jeg, og spændingen var høj. Morgenmaden stod på 2 stk. Brød med Nutella, 1 banan og morgenkaffe til at få mig igang. Jeg satte musik i ørerne, så jeg kunne komme i stemning, og det kom jeg!
Kl. 08.00 gik turen til Herning, cyklen mm. var afleveret dagen før, så jeg havde god ro på, selvom der var masser af nerver.
Pre race:
Følelsen var god, jeg følte jeg havde styr på alting, og jeg var egentlig bare klar til at de næste 5-6 timer skulle den have fuld gas!
Svømning:
Blå hætte på, propper i ørerne, dykkerbrillerne på... Og så bare afsted! De første 1000m går lige efter bogen, jeg føler jeg kan navigere, og har masser af overskud.. Jeg har faktisk så meget overskud, at jeg stopper for at spørge en mand som vender på ryggen, om han er okay, det viste sig han bare lige skulle tisse en tår, så videre med mig. Jeg når ca. 1300m ud, så begynder min tidschip at falde af, jeg bruger lige nogle sekunder på at få sat den på igen, derefter får den fuld gas, så jeg kan komme på cyklen.
Jeg havde håbet på at kunne svømme på omkring 30-35 minutter, men med lidt udfordringer og bølger, så ender jeg med at svømme de 1900m på 39 minutter, hvilken jeg ser mig godt tilfreds med.
Cykling:
Efter et kaotisk skifte, kommer jeg ud på cyklen, og får godt gang i benene. De første 30 km ligger jeg med en fint fart i modvind og sidevind på 33 km/t.
Så let skulle de næste 30 ikke gå, min cykel begynder at lave lyde som man ikke ønsker, jeg bliver nødt til at stoppe 2 gange for at få det til at stoppe, så de næste 30 km, bliver kørt med en gns. fart på 29 km/t.. Så troede man egentlig det var det, men nej.. på 70 km punktet, punkterer jeg... Så er det godt man har forberedt sig på sådan situation, så hurtigt af cyklen med mig, og så skal den slange bare skiftes. Jeg kommer ind fra de 90 km cykling i en tid på 2 timer og 55 minutter, hvilket jeg er rigtig godt tilfreds med, alt taget i betragtning.
Løb:
Løbe skoene på, og så videre med mig. Allerede efter 2 km begynder krampen at melde sin ankomst, jeg får dog taget en gel og noget vand, og så går det lidt i sig selv igen. Løbet går rigtig fint, jeg kan mærke at jeg er træt. Jeg prøver at få delt turen op i nogen bider, så jeg hele tiden sætter dele mål for mig selv "Det er sidste gang jeg ser det her sving". Efter ca. 13 km, melder krampen sin ankomst igen, og denne gang er den kommet for at blive, jeg prøver lidt af hver, gel, vand mm. Men intet virker, nu handler det bare om overlevelse.
Kort før mål, ser jeg mit personlige heppekor, de får lige en high five med på vejen, og så går turen mod mål. De 50m på rød løber ind mod mål, er de bedste 50m nogensinde. Jeg knytter næverne, råber så højt jeg kan. "SÅDAN!"... Jeg gjorde det fandme. Det afsluttende halv maraton blev gennemført med en tid på 1 time og 46 minutter.
Post race:
Jeg når ikke engang at få medaljen over hovedet, før jeg har lagt mig. Selvom jeg egentlig havde regnet med en bedre tid, så er jeg fyldt med glæde over min endte tid på 5 timer og 28 minutter, jeg gjorde regnestykket op, og syntes med de udfordringer jeg oplevede, havde givet den alt jeg overhovedet havde. Nu er medaljen hængt op herhjemme, og jeg smiler hver eneste gang jeg kigger på den. Selvom det er det hårdeste jeg har prøvet, så glæder jeg mig til mere!
