18/10/2026
Lørdag eftermiddag skulle Taastrup FC på en svær opgave ude mod Tuse IF.
Dem som så det omvendte opgør i Taastrup Idrætspark vil vide at Tuse i sidste møde voldte Taastrup store problemer og at Taastrup den gang skulle være mest tilfreds med 1-1 resultatet.
Denne lørdag løste Taastrup dog opgaven aldeles glimrende og efter en helstøbt holdindsats vandt Taastrup kampen 2-0 efter et mål i hver halvleg.
En tæt indledning på opgøret gav chancer i begge ender.
Oliver Benn ramte stolpen efter 7 minutter i forbindelse med et hjørnespark.
Kort efter var hjemmeholdet tæt på, men en flot ramt helflugter strøg forbi målet.
Midt i halvlegen satte Taastrup sig mere på spillet.
Mathias Jensens forsøg blev reddet - men kort efter faldt den første scoring.
Tuse clearede et hjørnespark, Kasper Larsen samlede bolden op, spillede den på tværs af feltet hvor Casper Schau tordnede bolden i nettet på et meget flot spark.
Kort efter modtog samme Casper Schau et gult kort og i forbindelse med det efterfølgende frispark var Tuse meget tæt på at udligne, men bolden strøg lige forbi målet.
Kort efter var det målmand Marcus Tholstrup der med en flot redning forhindrede en udligning.
Taastrup kom rigtigt fint fra start i anden halvleg.
Holdet skabte flere fine muligheder, bl. a. lobbede Mathias Jensen lige over målet da han var alene igennem.
Taastrup havde bud efter sit andet mål, men ind ville bolden ikke på trods af flere fine forsøg ved Kasper Larsen og Mathias Jensen
Tuse havde en enkelt meget stor chance efter en time, men alene med Marcus Tholstrup skød angriberen forbi.
Efter 71 minutter kom det forløsende 2-0 mål.
Efter et flot angreb havnede bolden hos Onur Cetin. Onurs forsøg blev reddet, men netop indskiftede Daniel Hernandez fik fat i riposten og scorede sikkert.
Taastrup havde fint kontrol på resten af kampen og var tættere på 3-0 end Tuse var på en reducering.
Det er en fornøjelse at se hvordan holdet arbejder stenhårdt for hinanden og med 4 runder tilbage må man sige at forspringet i toppen af rækken ser meget solidt ud.
Klub 120 valgte Hjalte Andersen som kampens spiller.
Blandt mange andre gode præstationer skal nævnes at Simon Toth Larsen, Albert Hansen og anfører Oliver Benn alle stod stærkt i billedet denne lørdag.
Holdets næste kamp er endnu en svær en af slagsen.
Fredag d. 23. oktober kl. 19.00 spiller holdet ude mod rækkens nummer 2, Slagelse B&I.