15/09/2026
Gode resultater på 3 måneder betyder ikke en rygende fis, hvis du ikke kan holde det de næste mange, mange år.
Det lyder måske hårdt, men det er sandt.
Og det er sagt med den dybeste respekt og omsorg for dig, der kæmper med vægten, maden og forventningerne til dig selv.
Vi bliver konstant præsenteret for før-og-efter billeder. 3 måneder her, 16 uger der, et kickstart-forløb med et imponerende vægttab. Se, hvor meget jeg har tabt mig!
Og ja – selvfølgelig bliver man fanget af det.
Det er menneskeligt for vi vil også gerne se resultater, og gerne hurtigt. Det er jo dét, vi har lært, at succes er.
Et vægttab er ikke en præstation, det er en proces. Og den proces er kun noget værd, hvis du kan holde fast i den – uden at miste dig selv.
Hvis du i 3 måneder kan spise snurrelige, træne dig selv halvt i smadder og holde dig på måtten med viljestyrke alene – men efterfølgende ender med at falde tilbage i gamle mønstre, tage det hele (eller mere) på igen, og samtidig sidde tilbage med følelsen af at have fejlet. Ja så var det ikke en sejr. Det var bare endnu en runde i hamsterhjulet.
Et holdbart vægttab handler ikke kun om at tabe kilo. Det handler om at finde en livsstil, du kan holde fast i – selv på de dage, hvor du er træt, presset, uinspireret eller ked af det.
Det handler om at skabe en relation til mad, der ikke er styret af skam, regler eller straffe.
Og det handler om at bygge et fundament, som kan holde i mange, mange år – fordi det er skabt med dig i centrum. Ikke med et mål om at være “færdig” om 12 uger.
Når jeg arbejder med kvinder, der ønsker at tabe sig og få ro omkring maden, så spørger jeg altid:
➡️ Kan du se dig selv gøre det her om 5 år?
➡️ Giver det mening i din hverdag, som den ser ud nu – med job, familie og alt det andet?
➡️ Føles det rart? Ikke nødvendigvis altid nemt, men rart.
Hvis svaret er nej – så er det ikke den rette vej.
Så ja – jeg forstår ønsket om hurtige resultater.Men jeg ønsker noget bedre for dig end det. Jeg ønsker, at du får et liv, hvor maden ikke fylder det hele og et liv, hvor du kan stole på dig selv ❤️