08/09/2026
Endnu en weekend med flotte resultater til rytterne fra Randers Cykleklub af 1910.
Lørdag blev der kørt stort gravelløb i Nordjylland, hvor løbet både var 3. afd. af den danske Cykelgear Gravel Cup og samtidig også, for elite- og masterrytterne, var det Nordisk Mesterskab og UCI Gravel World Series Qualifier.
Det betød store flotte felter med stor deltagelse fra udlandet.
I U17 klassen viste RC’erne igen stor styrke, og det blev til en stærk solosejr til Malte Kempel Christensen, mens Jens Christian Schmidt og Matti Blom Thomsen kom ind som hhv. nr. 2 og nr. 4.
Efter 3. afdeling er Jens Christian nu førende rytter i U17 i DCU Cykelgear Gravel Cup.
I AgeGroup for 50-54 årige og for 55-59 årige kørte Henrik Thinggaard og Michael Borup også rigtig stærkt, og det blev til meget flotte 9. pladser til dem begge.
Magnus Øglend var også med langt fremme i det store felt for 19-34 årige, og Øglend kørte sig med en 17. plads stærkt ind i top 20.
Søndag var Jens Christian Schmidt ene om at repræsentere de randrusianske farver ved landevejsløb i Greve.
Løbet var finale i U17 CAMPIONE TORDADO CUP for U17 rytterne, og inden dagens løb lå Jens Christian på en 6. plads i den samlede stilling, men med en realistisk chance for at kunne køre sig på podiet samlet.
JC kørte et veldisponeret løb, der endte i en massespurt, hvor han blev nr. 5.
Placeringen var nok til, at han kunne rykke op på 2. pladsen i den samlede slutstilling i cuppen.