16/05/2026
Lejrdagbog – Dag 2
Efter en kold nat i shelter, som var lidt køligt, har alle sovet godt og var klar til en ny dag på lejren.
Vi stod op til morgengymnastik og flaghejsning, så alle kunne vågne rigtigt.
Heldigvis har Bankager spejderne et virkeligt fedt område, så havregrøden, med kanelsukker og en smørklat, kunne indtages i en af hytterne i læ for regnen.
Når nu man har muligheden er der jo ingen grund til ikke at bruge den, så de 4 spejdere i shelteren besluttede sig for at rykke habenguttet ned i et telt, og kunne ved samme lejlighed sørge for teltorden, hvor alt skal ligge pænt og ordentligt.
Resten af dagen stod på regn, regn og atter regn. Heldigvis fandt vi stadig på sjove aktiviteter. Vi tegnede med usynlig blæk, og for at Liv og Vibeke kunne gætte hvem der havde lavet de forskellige tegninger, puttede Ditte tegningerne i ovnen så skriften kom frem igen. Det var spændende, og de gættede kun 2 ud af 7 rigtig.
Frokosten blev serveret i hytten, så vi var sikre på at rugbrødet ikke blev til øllebrød når det regnede. Når man er på lejr er der altid siesta efter frokost, så spejderne tog en tid for dem selv i teltet, hvor snakken gik, mens kroppen slappede lidt af.
Vi har lært om alle mulige forskellige dyrespor, og det er vigtigt for en detektiv at kunne genkende spor og følge tegn i naturen, så det passede perfekt til lejren. I morgen skal vi prøve det mere af.
Senere var der frugttid, og da solen skinnede på os kunne det indtages udenfor. Det blev en kort fornøjelse, og vandmelonen fik næsten ekstra meget vand på grund af alt regnen.
i en lille pause hvor solen varmede lidt, nåede vi at lege dåseput med Ditte, så gik tiden også inden aftensmaden.
Til aftensmad fik vi bulgur og chili sin carne med creme fraiche og chips til. Bønner var dog ikke alles favorit.
Om aftenen sluttede vi dagen af med elektronisk lejrbål, hvor vi sang sange, hyggede os og spiste slik og chips fra tutten. Selvom vejret var vådt, blev det endnu en hyggelig dag på lejren.