10/08/2026
Jeg skal tilbage i sadlen.
Men jeg ved godt, at det bliver på en helt anden måde end før.
Lige siden operationen har der været en drøm, som jeg har holdt fast i. Drømmen om at komme tilbage til hestene, til dressuren, til igen at kunne mærke den helt særlige følelse af at sidde på ryggen af en hest og arbejde sammen om noget og et sted derude ligger også drømmen om en dag at ride dressurstævner igen.
Men jo længere jeg er kommet i mit forløb, jo mere er det gået op for mig, at jeg ikke bare kan vende tilbage til stalden og svinge mig op i sadlen, som jeg gjorde engang.
Før operationen var det så naturligt for mig. Jeg kunne selv, jeg kunne sadle op, strigle, ride og klare det meste uden at tænke over det, jeg var rytter, og det var bare en del af mig. Nu er min krop et helt andet sted, og jeg er blevet afhængig af hjælp og støtte fra andre for overhovedet at kunne komme tættere på den verden igen.Det er svært at erkende.
For det handler ikke kun om, hvor meget min krop kan. Det handler også om den følelse af selvstændighed og selvtillid, som jeg på mange måder har mistet undervejs. Jeg bliver nødt til at bede om hjælp til ting, jeg før bare gjorde og samtidig skal jeg acceptere, at jeg måske aldrig bliver den samme rytter, som jeg var før operationen.
Det gør ondt.
For jeg savner ikke kun at ride, jeg savner også den version af mig selv, som bare kunne gøre det.
Nu venter der en lang vej med genoptræning, før det overhovedet bliver realistisk at forsøge at komme op på en hest. Jeg skal først lære min krop bedre at kende igen og finde ud af, hvilke muligheder jeg faktisk har. Og undervejs skal jeg vænne mig til en helt ny verden med fysioterapeuter, handicapgrader, testkort, hjælpemidler og en masse ting, som jeg aldrig havde forestillet mig skulle blive en del af mit liv som rytter.
Det er både spændende, skræmmende og sårbart.
For jeg ved ikke endnu, hvordan jeg kommer til at ride. Jeg ved ikke, hvad min krop kommer til at tillade mig, eller hvordan min ridning kommer til at se ud. Jeg ved heller ikke, om drømmen om dressurstævner nogensinde bliver til virkelighed.
Men jeg ved, at jeg gerne vil forsøge.
Jeg tror, jeg bliver nødt til at lære at se det her som en ny begyndelse i stedet for hele tiden at måle mig selv op imod den rytter, jeg var før.
For måske handler det ikke om at komme tilbage til den gamle Cecilie på hesteryg.Måske handler det om at finde ud af, hvem den nye Cecilie kan blive.
En rytter, der måske har brug for mere hjælp. En rytter, der skal gøre tingene på en anden måde. En rytter, der måske aldrig kommer til at ride helt, som hun gjorde før.Men stadig en rytter.Lige nu er det det, som jeg holder fast i.
Drømmen om igen at sidde i sadlen og igen at mærke hesten under mig, måske en dag ride ind på en dressurbane.Ikke fordi jeg blev den samme som før.
Men fordi jeg lærte at finde en ny vej tilbage🐴❤️
